Våben
- ⚔️MotorsavLEG.
- ⚾Sømmet batSJÆL.
- 🧹KostALM.
Ingen kunne sige med sikkerhed, hvor det startede. Nogle talte om en død rotte i tunnelerne under Nørreport, den station hvor hundredtusindvis af københavnere krydser hinanden hver dag uden at se hinanden i øjnene, fordi det er København, og man kigger ikke. Andre pegede på en umærket container i Nordhavn, som tolden aldrig fik åbnet, fordi den ansvarlige var på barsel og vikaren var til møde. Nogle få hviskede om et laboratorium på Rigshospitalet, hvis nødfrekvens forstummede natten til den 12. marts og aldrig kom tilbage. Hvad alle er enige om: det skete en tirsdag, midt i myldretiden.
"Da natten faldt på, lyste Rådhuspladsen stadig over Strøget, forgyldte en by hvor intet levende var tilbage. Strøget, øde, var dækket af væltede barnevogne og forladte Rejsekort. Og i mørket, var hun sulten."
Fra katanaen til Billy-dukken. Fra kampvognen til havenissen. Hver overlevende bærer 3 genstande: vælg klogt. Lås nyt udstyr op ved at tjene erfaring.
Måltider bliver til kunstværker. Holdets moral falder aldrig under 60%.
Hold der stadig har information fra den gamle verden holder længere. Log ind for at aktivere den permanente bonus.
Kronen påtvinger respekt selv i kaos. Lederen udstråler nærvær, ingen sætter spørgsmålstegn ved ordrerne.
▌ FRA 0 TIL 1200+ · FRA "ZOMBIEFODER" TIL "GUDSTILSTAND"
Start simuleringen. Opdag din Survival Score. Del dit hold. Hver beslutning tæller. Hver dag bringer dig tættere på GUDSTILSTAND — eller døden.
▌ 4 transmissioner at læse før holdbygning
De første tilfælde dukkede op på Nørreport Station. Pendlere der vaklede ud af metroen, askegrå, der kollapsede på perronen før de rejste sig med en mekanisk langsomhed, glasagtige øjne, hængende kæbe. Securitasvagterne troede først det var stoffer. Så begyndte biddene.
Inden for to timer var Københavns metro, to linjer, halvtreds stationer, plus S-togene og busserne og havnebusserne, alt det der holder den her by i bevægelse, forvandlet til et slagteri. M1, den der kører i ring fra Vanløse til Vestamager, blev en dødsfælde: propfyldte tog fortsatte med at køre, døre blokeret, skrig der døde vogn for vogn. Ved Kongens Nytorv, under det ældste teater i Norden, under Det Kongelige Teater hvor Bournonville dansede, sad tusindvis af mennesker fast mellem drejekorsene og den grå tidevand der steg op fra sporene.
Over jorden forstod København ikke med det samme. På Nyhavn, den farvede postkortgade hvor turister drikker øl ved kanalen og tror det er hyggeligt, sad folk stadig med deres Tuborg da de første smittede kravlede op af metroen ved Christianshavn, snublende i aftenens lys, forbi husbådene, forbi Christiania. Folk filmede. Selvfølgelig filmede de. Videoen af en fyr i FC København-trøje der bed en pølsemand på Rådhuspladsen gik viralt: nitten millioner visninger før internettet døde. Pølsen rullede hen ad fortovet. Ingen samlede den op.
Statsministeren talte fra Marienborg klokken 18:47. Klokken 19:15 var Marienborg mørkt. Klokken 20:02 tog ingen telefonen på Politigården. Danmark, landet der opfandt hygge, opdagede at der ikke findes et ord for det her. Ikke engang på dansk.
Hæren forsøgte at holde broerne. København er en by af vand og broer og øer, og det burde være nemt at isolere. Men Øresundsbroen var allerede blokeret af tusindvis af biler der forsøgte at flygte til Sverige. Sverige havde sit eget problem. Langebro, Knippelsbro, Dronning Louises Bro, alle blev forsøgt holdt. Men vandet under broerne bølgede af noget der ikke var fisk.
Vesterbro faldt først. I Istedgade, den gade der altid har rummet alt det København ikke vil vise turisterne, og som nu rummede noget meget værre. I Frederiksberg, den kommune midt i København der insisterer på at den ikke er København, hjalp den distinktion heller ikke. Tingen kendte ikke kommunegrænserne.
I Den Lille Havfrue, den lille bronzefigur på stenen ved Langelinie som turister rejser tusindvis af kilometer for at se og altid bliver skuffede over, sad hun stadig og kiggede ud over havnen. To meter høj, evigt ventende. I dag ventede hun forgæves.
Fra toppen af Rundetårn, det tårn Christian IV byggede i 1642 og som man kan ride op ad på hest, kunne man se hele København mørkne. Tivoli, de farverige lys der normalt kunne ses fra rummet, slukkede ét efter ét. Karrusellerne stoppede. Musikken stoppede.
København. Byen der opfandt hygge og Kierkegaard og Lego og melankoli i lige store mængder.
I aften var der ingen hygge.
Og i mørket mellem de farverige facader og kanalerne, mellem cykelbanerne og kirkespiret, seks hundred tusind munde åbnede sig. Ikke for at tale. Ikke for at synge. Ikke for at sige skål. For at bide.